Reykjaviksgade, København S
Skitseforslag / Køkken / 9 m² / 2025
I hjertet af en klassisk københavnerlejlighed har vi udarbejdet et skitseforslag til en gennemarbejdet køkkenløsning, der imødekommer ønsket om mere funktion, opbevaring og samvær. Køkkenet har en markant geometri med skæve vinkler, hvilket stiller krav til indretningen – både hvad angår adgangsforhold og arbejdsoverflader. Med udgangspunkt i rummets karakter er løsningen designet, så det både føles åbent og effektivt udnyttet.
Form og funktion i tæt balance
For at sikre god arbejdsplads til flere på én gang er inventaret placeret, så ganglinjer og opbevaringszoner spiller optimalt sammen. Der er etableret en specialbygget kasse, som udnytter hjørner og nicher og skaber ekstra bord- og opbevaringsplads uden at virke dominerende. Det nye køkken rummer både ovn, vask, opvaskemaskine og vaskemaskine – alt sammen integreret i et kompakt og funktionelt forløb.
En plads til samvær – midt i hjemmet
Et vigtigt ønske fra kunden var at skabe en hyggelig siddeplads i køkkenet, hvor én person kan tage del i hverdagen – uden nødvendigvis at lave mad. Dette er løst med en indbygget bænk med opbevaring, som integrerer siddepladsen i køkkenets rytme og indretning. Her bliver køkkenet ikke kun et sted at tilberede mad, men også et sted at være sammen.